Mageløs på matriklen

Over en million danskere bor alene. Jeg er en af dem. Det undrer mig, at man hører så lidt fra os som forbrugere, som livsnydere, som samfundsgruppe. Derfor har jeg skrevet bogen “Mageløs på matriklen”. Den udkom på Gyldendal i efteråret.

At være alene er ikke en undtagelsestilstand, men et rigtigt liv, du skal tage alvorligt. Det tog nogen tid, før det gik op for mig, at man skal indrette sig efter det, og indrette sig godt i et liv som enestående. Når man bor alene, bør det være en pligt at skærpe sin nysgerrighed, vende sig ud mod verden og se, hvad den byder. Nyde at kunne gøre, hvad man vil, når man vil. Ikke, at det altid er en let gang på jorden, men det er livet i parformation heller ikke. Par, der er hinandens parkeringsvagter. Lukker sig om hinanden. Har nok i sig selv. Sådan nogle kender vi nok alle.

Hvis du vil have et godt liv som single, skal du sørge for at have mindst ét voksent vidne til dit liv, en, du kan betro dig til. Du skal have styr på din økonomi, også selv om den er elendig – for det koster knaster at leve alene. Sørg for at have en rummelig fryser. Og et bord til mange gæster.

Og du skal vide, at du slet ikke ér alene. Der er masser af mageløse i denne verden, og vi bliver flere. Sæt pris på dit eget selskab. Opdag, at solitude – alenehed – ikke er det samme som ensomhed.

Køb bogen her